13. december 2022
I Bispehaven i det vestlige Aarhus har vi de seneste godt to måneder afprøvet en kommunikationsskærm. Skærmen viser nyheder fra området og beskeder fra alle dem, der gerne vil kommunikere forskellige budskaber til Bispehavens mange beboere – fx driften, den boligsociale indsats, afdelingsbestyrelsen, afdelingens naboer (fx Ungdomsklubben, Hasle Fællesråd og Hasle Kirke) osv. Man kan også selv sende en besked til sine opgangsfæller, hvis man har noget på hjerte.
Skærmen afprøves som et led i Sociale Renoveringer – et projekt, der er et samarbejde mellem Realdania, BL og Landsbyggefonden, og som har til formål at bekæmpe ensomhed. Målet med afprøvningen er at finde ud af, om det kunne give mening at investere i en skærm til hver opgang, så alt den kommunikation og information, der er til beboerne i afdelingen og normalt kommer som både breve, sms’er, mails, opslag på døre mm., er samlet ét sted. Intentionen er altså at give beboerne ”et vindue”, tæt på deres bolig, hvor de kan se de mange fællesskaber, de har mulighed for at være en del af, i og omkring Bispehaven.
Skærmen har nu hængt i en af afdelingens høje blokke og i en af de lave blokke, og efter nytår vil den blive flyttet over i det nye Fælleshus på Rymarken 33, så de andre beboere i Bispehaven – og alle andre, der har lyst – også kan prøve skærmen af. Herefter skal der laves et evalueringsarbejde for at vurdere, hvor meget værdi beboerne får ud af skærmen, ligesom der skal regnes på driftsomkostninger osv.
Forsøg med kommunikationsskærm i Bispehaven
/Default.aspx?ID=1102&newsid=396&PID=5875&M=NewsV2&Action=1¤tPage=1